Agger er en af de vestkystbyer, der hver sommer besøges af rigtigt mange gæster. Her er en stor og dejlig bred sandstrand, som indbyder til alverdens feriefornøjelser. Det unikke ved Agger er dens placering ved både hav, sø, skov og fjord.
Agger er et skønt område i den sydlige del af Nationalpark Thy. Den unikke natur, de brede hvide sandstrande, enestående dyre- og fugleliv på Agger Tange gør et besøg i Agger til en oplevelse.
Agger er kendt for at have Danmarks længste handicapsti. Stien fører fra parkeringspladsen ved klitterne for enden af Vesterhavsgade, op på klitten, hvorefter der er mulighed for enten at dreje til venstre for at komme på en asfaltvej i retning af Agger Tange, den sydligste del af Nationalpark Thy, der med sit fuglereservat indbyder til at iagttage fuglene til alle årstider, eller til højre, hvor retningen er mod Lodbjerg Fyr, der kan anes i det fjerne, og hvor Flade Sø ligger lige bagved klitterne.
Agger har også en lystbådehavn, der ligger i Krik Vig. Her findes en lystfiskerbutik, en fiskebil og Agger Havn Feriecenter med sine lejligheder og en indendørs swimmingpool. De små fiskerhytter ved fjorden giver stedet en særlig atmosfære.
Besøg gerne Aggers lille idylliske kirke, der hele to gange har måttet flyttes på grund af sandflugt.
Eller tag en tur i ”De Sorte Huse”, hvor man kan se mere om områdets og kystsikringens historie. De Sorte Huse er en kulturperle, hvor der ud over udstilling om byens og fiskeriets historie, også afholdes adskillige kulturelle arrangementer i løbet af året. Derudover finder du også et "madpakkehus".
Fiskerhuset udgør et lille museum der fortæller om fiskernes liv i gamle dage og om byggeskikken ved Vestkysten.
På Agger Tange finder du også informationscentret
"Svaneholmhus". Det ligger ved færgehavnen helt nede på sydspidsen af tangen. Stedet er et naturligt knudepunkt for forskellige former for trafik, da det er muligt at komme dertil både i bil, til fods, på cykel og i kajak eller båd. Her kan du lære mere om områdets natur og kulturhistorie, få tips til sjove aktiviteter samt finde informationsmateriale og guider. Svaneholmhus er åben hver dag hele året rundt fra klokken 6.00 til sidste færge.
Se kort og læs mere
HER om seværdigheder på Agger Tange og ved Flade Sø.